Æggewrap

image imageJeg elsker æg. Spejlet, blødkogt, pocheret, scrambled – you name it. Jeg elsker æg i alle afskygninger.

En ny favorit herhjemme er en æggewrap fyldt med gode sager. For mig er æggewrappen ikke en erstatning for brød da jeg gerne spiser brød og også meget af det. Jeg kan bare rigtig godt lide smagen af æggewrap fyldt med friske grøntsager og måske en rest kylling, skinke eller oksekød.

Der er flere måder at lave en æggewrap på. Den helt enkle er bare at bruge et æg pisket med 1 spsk. vand og så op på en pande og stege på begge sider lidt som med en pandekage. Denne type æggewrap kan godt være lidt svær at vende og folde når man har fyldt den, så alternativt kan man tilsætte en ekstra æggehvide i stedet for vand sammen med ægget. Det fungerer fint. Den opskrift jeg bruger mest er nedestående med loppefrøskaller. Der er lidt mere fylde i og så synes jeg den er nemmere at arbejde med.

Til én æggewrap

  • 1 æg
  • 1 spsk. loppefrøskaller
  • 1 spsk. vand
  • Kokosolie eller andet fedtstof til stegning
  1. Pisk det hele godt sammen og kom fedtstof på en pande
  2. Hæld æggemassen på panden og lad den flyde ud så den bliver så tynd som mulig.
  3. Steg den i cirka 2 minutter og vend den forsigtigt med en paletkniv.
  4. Steg den færdig på den anden side.
  5. Læg æggepandekagen på en tallerken og kom fyld på. Fold den forsigtigt sammen over fyldet. Du kan eventuelt komme et stykke smørrebrødspapir eller bagepapir rundt om for at holde på alle de gode sager.
  6. Spis med det samme.

Tip: man kan lave en grøn æggewrap ved enten at hakke basilikum eller spinat fint og røre det i æggemassen inden den kommer på panden. Alternativt kan man blende ægget med spinaten, så bliver wrappen helt grønt.

 

 

Rabarbarkage med marcipan

image imageHvis du har planer om at bage i weekenden, så kan jeg anbefale denne skønne kage med marcipan og rabarber. Server den med vaniljeprikket flødeskum, så vil der ikke være et øje tørt.

Rabarbarkage med marcipan

  • 2 æg
  • 200 g flormelis
  • 150 g mel
  • 1 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 200 g marcipan
  • 150 g rabarberkompot (find opskrift her på bloggen)
  • 50 g smør
  1. Start med at piske æg og flormelis sammen.
  2. Tilsæt bagepulver, mel og vaniljesukker.
  3. Riv marcipanen groft og vend den i kagen.
  4. Hæld dejen i en smurt springform og kom rabarbarkompotten ovenpå. Sørg for at trykke den godt ned i dejen.
  5. Skær smøret i små stykker og læg dem oven på kagen.
  6. Bag kagen i en forvarmet ovn ved 200 grader i citka 30 minutter.
  7. Kagen bliver bedst hvis den får lov at stå i 10 minutter inden den serveres.
  8. Spises med vaniljeprikket flødeskum og mandler på toppen.

Sommer Pavlova

image imageIntet siger sommer-dessert som pavlova med flødeskum og sommerbær. Super lækkert, super nemt og super skøn at se på hvis man rigtig har givet gas med forskellige bær og måske endda et par spiselige blomster.

Denne opskrift giver en stor pavlova som rækker til 4-5 personer.

Sommer Pavlova

  • 3 æggehvider
  • 200 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk eddike

Til flødeskum og pynt

  • 1/4 literpiskefløde
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • ca. 200 g bær eller andet frugt skåret i mindre stykker.
  1. Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret lidt efter lidt.
  2. Tilsæt vaniljesukker og eddike og pisk lidt mere.
  3. Smør æggehviden ud i en cirkel (22-25 cm) på et stykke bagepapir på en bageplade.
  4. Bag i ovnen ved 110 grader i 90-120 minutter alt efter hvor stor din marengs er. Den er færdig når den selv løsner sig let fra bagepladen.
  5. Lad din marengs køle helt af.
  6. I mellemtiden piskes fløden til flødeskum og smages til med vaniljesukker.
  7. Anret flødeskummen oven på din marengs og pynt med bær og frugt og eventuelt blomster.
  8. Spis med det samme, yummy!!

En lille bid sommerdessert

imageÅhh hvilken skøn weekend det har været igen rent vejrmæssigt og her på matriklen betyder det mad fra grillen, skønne salater og lækre små sommerdesserter.

I går spiste vi hot dogs med grillspyd. På spyddene var pølser i små stykker, grillost og bacon. Grillet et par minutter og så ind i det grillede brød, pinden ud og løg, ketchup og sennep på toppen, mums.

Til dessert fik vi denne lille og super nemme sommer dessert. Knuste kammerjunker, hindbærkompot og vaniljeflødeskum på toppen.

Jeg har et par opskrifter på kompot liggende på bloggen både lavet i ovn og i gryde men vil da gerne lige nævne opskriften fra i går.

Nem hindbær kompot

  • 300 g hindbær, frosne eller friske (eller alle andre slags bær, rabarber mm.)
  • 3 spsk. sukker – som hovedregel bruger jeg 1 spsk. sukker per 100 g bær, men hvis man vil have en lidt mere syrlig kompot kan man sagtens bruge mindre.
  • Vaniljekorn fra ca. 1/2 vaniljestang
  • Evt. et pift citronsaft

Kom det hele i en lille gryde og lad det simre i ca. 10 minutter til det er blevet tykkere i konsistensen. Sluk og afkøl. Voilá.

Kompotten kan som sagt laves med alle slags bær og smager også skønt på skyr eller youghurt sammen med en sprød granola – det fik vi til morgenmad i dag (:

Til gårdsdagens dessert kom jeg en stor klat kompot oven på de knuste kammerjunker og sluttede af med en blød klat flødeskum som var rørt med vanilje. Super sommer lækkert, og super nemt (: