Jordbær & Rabarber

Det er ved at være sidste udkald for friske danske jordbær og rabarber så igår hamstrede vi en hel del af slagsen for at lave marmelade der kan gemmes til efterår og vinter. Et minde om sommer på glas.

Jeg har idag lavet to slags marmelade en jordbær-rabarber og en ren jordbær. Da planen er at gemme dem til senere på året brugte jeg syltesukker som virker som konserveringsmiddel og gør at marmeladen kan holde flere måneder. Hvis man planlægger at spise marmeladen inden for nærmeste fremtid kan man sagtens bare bruge almindelig sukker. Ellers kan man også tilsætte atamon og eventuelt melatin for en mere syltetøjs-agtig konsistens.

Jordbær-rabarber marmelade

Til denne marmelade brugte jeg lige dele jordbær og rabarber og 2/3 dele syltesukker. Nedestående giver cirka 500 ml marmelade.

225 g friske jordbær

225 g friske rabarber

ca. 300 g syltesukker

Vask jordbær og rabarber grundigt og skær dem i mindre stykker. Hæld dem i en gryde og lad dem koge 2-3 minutter. Tilsæt herefter syltesukker og lad det koge sammen i 5-10 minutter.

Tag gryden af varmen og skum marmeladen hvis nødvendigt. Hæld marmeladen på varme, skoldede glas og luk dem grundigt. Opbevar marmeladen mørkt og køligt indtil den skal spises.

Jordbær marmelade

Til jordbær marmeladen brugte jeg jordbær og cirka halvt så meget syltesukker som jordbær. Nedestående opskrift er på to små glas eller cirka 4oo ml.

350 g friske jordbær

175 g syltesukker

Vask jordbærrene grundigt og skær dem i mindre stykker. Hæld dem i en gryde og lad dem koge 2-3 minutter. Tilsæt herefter syltesukker og lad det koge sammen i 5-10 minutter.

Tag gryden af varmen og skum marmeladen hvis nødvendigt. Hæld marmeladen på varme, skoldede glas og luk dem grundigt. Opbevar marmeladen mørkt og køligt indtil den skal spises.

Beijing – #1

Jeg ♥ Beijing og føler mig enormt privilegeret at jeg kunne bo derude i 2007/2008 lige før Olympiaden hvor der skete aller mest. Jeg har ikke været tilbage siden vi flyttede hjem i foråret 2008 så jeg glædede mig som et lille barn til at komme tilbage og gense det hele og ikke mindst besøge gamle favorit restauranter hvor vi plejede at komme.

Den første dag efter vi var landet tog vi hen til hotellet for at stille vores kuffert og friske os lidt op – derefter gik turen så til Macau Food Street, en lille lokal restaurant med Hong Kong style kinesisk som vi yndede at spise på da vi boede i byen.

Steder er ret lokalt og de snakker ikke et ord engelsk men heldigvis har menuen billeder så man kan pege på de retter man gerne vil have. Vi skal altid have det samme; portuguese egg tarts som er søde creme kager fra Macau, steak i sort pebersauce og så en bunke dim sum ved siden af. De laver også en fantastisk Hong Kong style ice tea som bare smager skønt.

Søndag var vi på lokalt marked og shoppe lidt rundt og kigge på “gamle” antikviteter. Det var stegende hedt så det blev til en hel del kolde vand, ice teas og coffees og selvfølgelig lokale Tsingtao øl som ikke er at kimse af.

Mange steder i Kina tror man  på at hvis det er rigtig varmt, skal man spise varm, spicy mad og omvendt hvis det er koldt skal man spise koldt mad. På denne dag hvor det var stegende hedt var der derfor ikke så mange andre muligheder end at tage på South Beauty og spise sichuan. Jeg har skrevet lidt om sichuan food på mit indlæg om Lan Club i Beijing som også serverer sichuan kinesisk. Kort fortalt er sichuan meget stærk kinesisk mad krydret med masser af chili i alle afskygninger. det smager fantastisk.

På South Beauty, serverer de en kødret hvor oksekød, løg, chili, koriander mm. hældes direkte ned i kogende olie som holdes varm af sten som har været en tur i ilden før de kommer ned i olien. Det er virkelig lækkert.. og meget hot! Det spises bedst sammen med nudler i abalone sauce og måske lidt spicy ribs eller lam ved siden af.

Efter frokost var der lige plads til en Starbucks og en pop cake.

Resten af eftermiddagen gik med at slappe af og kigge på butikker i Sanlitun som både er et kæmpe shopping area og mall og en bar street med restauranter, natklubber og selvfølgelig barer. Det er også her man finder en anden lille restaurant perle i Beijing – The Tree. Man skal vide restauranten findes for ellers finder man den ikke. Den ligger godt gemt væk bag en masse andre bygninger og det er noget med at gå til højre, så venstre, venstre igen og så højre..

The Tree er et pizzaria som bager de lækreste stenovns pizzaer i Beijing. De har vundet bedste pizza award de sidste mange år og her er altid fyldt i weekenden. The Tree sepcialiserer sig også i Belgiske øl og de har en rimlig stor bar og mange drinks også. En lokal Tsingdao fadøl koster 10 kroner, det er lige til at blive glad i låget af.

The Tree er virkelig et besøg værd hvis man skulle være i Beijing og hvis man altså kan finde restauranten..

I Beijing – #2 er vi i Xian, spiser mere sichuan food i Houhai, besøger Temple of Heaven og Det Olympiske Stadium, spiser traditionel tysk mad i Ritan Park og slutter ugen af med en frokost på Alameda som serverer argentinsk gourmet til meget få Renminbi :-)

Janes Cowboyæg

Denne opskrift faldt jeg over på Janes madblog Madbanditten for nogen tid siden. Selvom opskriften er endda meget enkelt så har jeg altså ikke fået lave æggene før her til aften.

Der er virkelig spark i de små banditter så jeg forstår godt hvorfor Jane har døbt dem cowboyæg. De smager skønt!

Janes Cowboyæg – 2 personer

2 æg

4 basilikumblade

Karrypulver

salt og peber

Tabasco

Varm en pande op med lidt fedstof og drys karrypulver 2 forskellige steder på panden. Placer 2 basilikumblade på hver af karrybunkerne og slå æggene udover. Lad det stege et lille stykke tid og krydr så med salt, peber og tabasco inden du vender æggene. Lad dem stege færdige på den anden side et par minutter.

Server eventuelt med mere basilikum og friske tomater.

 

En våd lørdag..

2. juli kommer nok til at gå over i Danmarks historien som en af de vådeste nogensinde – i alt fald hvis man bor i København hvor godt 150 mm regn fuldstændig druknede byen på kun 3 timer.

Allerede inden regnen faldt, var der dog udsigter til en våd aften på Vesterbro da vi havde planlagt Chardonnay vinaften og min kære morbror havde været i byen for at femskaffe hele 4 skønne af slagsen til tasting.

Jeg ♥ Californisk Chardonnay og har tidligere delt min glæde her på bloggen for netop denne drue og region. Der er er noget helt specielt ved netop Californisk Chardonnay, noget kraft og fedme – næsten som smør, blandet med smagen af stikkelsbær og frugt som pære, æble, melon og fersken. Og så er der selvfølgelig den dominerende smag af eg, fra de fade som vinen har gæret på og som sørger for at vinen bliver virkelig rig og intens. Hvis en Chardonnay ikke smager af eg, så er det altså ikke en rigtig Chardonnay efter min mening :-)

Jeg kender ikke mere til vin end hvad jeg har smagt mig frem til, så alt hvad jeg synes jeg kan smage i en vin er altså min personlige smag og mening og mine ord for hvordan jeg synes det smager. Garvede vineksperter ville måske kunne forklare det i et lidt bedre sprog :-)

Denne aften skulle vi som smagt smage fire sublime Chardonnays – én fra Australien, én fra Sydafrika og to af de rigtig tunge fra Californien.

Vi startede ud med Sydafrikaneren fra Hamilton Russell Vineyards. Denne vingård har specialiseret sig i at lave Chardonnay og Pinot Noir og bliver betragtet som noget af det bedste vin ikke kun i sit hjemland Sydafrika men i store dele af verden. Deres Chardonnay har også gjort sig bemærket herhjemme da Søren Frank tilbage i 2009 i en vinsmagning gav vinen 96 point og kaldte den “aftenens ubetingede sensation”. Siden da er den blevet revet væk fra hylderne i Mad & Vin hvor de ellers har den på lager.

Vinen smagte fantastisk og efter min mening meget af Californien selvom den kommer fra Sydafrika. Den var fed og smøragtig med mange nuancer af frugt. Smagen var dyb og varieret og med en lang eftersmag. Og så smagte den selvfølgelig af eg. Den endte som aftenens #3.

Vin #2 var vores Australier – Penfolds Yattarna, Vintage 2007. Ordet Yattarna stammer fra aboriginals sprog og betyder “little by little” eller “gradually”.

Smagen her var mere syrlig end hos sydafrikaneren og vinen var samtidig mindre fed og smagte mindre af eg. Den havde dog stadig den typiske smag af Californien (Selvom den kom fra Australien). Også en super vin, som dog endte som #4 denne aften da den var oppe imod de rigtig tunge vine.

Så gik turen til Californien og Sonoma Mountain, da en Kistler ‘Les Noisettes’ fra 2007 kom på bordet. Farven her var meget dybere gul end hos de 2 første vin og duften af eg kom helt op af glasset. Vinen er meget fed og smøragtig og fylder ens mund og giver en lang eftersmag. Den er ikke lige så skarp og stikkende om andre Californiske Chardonnays og den smager intet mindre end fantastisk. Prismæssigt skal man være på udkig efter denne vin da prisen kan variere meget fra sted til sted med helt op til 250 kroner!!! Hvis man betaler meget mere end 400 kroner for en flaske, så er det for meget. Vinen blev aftenens #2.

Den sidste vin vi skulle smage denne aften kommer fra Napa Valley, Hyde Vineyard Carneros og var fra 2006. Vingården producerer kun denne ene vin og det kan smages. Vinen er intet mindre end FANTASTISK! Dyb gul farve og meget typisk californisk med fed smag af eg og smør blandet med diverse frugt noter. Der var ikke et øje tørt og vinen endte som aftenen #1.

Efter vinsmagningen var det tid til tapas, charcuteri og ost. Vi havde dog kun lige nået at smage på sagerne da alarmen gik at der var vand i kælderen – og ganske rigtigt 30 cm vand stod der og mere fossede stadig ind :-(

2.5 timer senere og efter at havde tømt rigtig rigtig rigtig mange spande med vand var regnen stoppet og kælderen nogenlunde tømt for vand. Det var tid til at spise resten af lækkerierne og smage lidt mere på de lækre vine – tro mig vi havde brug for det :-)