Smørrebrød #5

image

Jeg har tydeligvis et forkærlighed for laks og røræg. Det er super nemt, det er sundt (selvfølgelig alt efter hvad man spiser det sammen med, eller på), og selv hvis man spiser det på rugbrød så føler man at man får lidt mere end bare en kedelig rugbrødsmad.

Jeg spiser gerne laks og æg på rugbrød til frokost, men endnu bedre er det med toast eller baguette til morgenmad eller en brunch i stedet for (eller sammen med) pølser og bacon til scrambled æg.

En ny tradition herhjemme er at spise den lille herlighed første nytårsdag. Her er kombinationen let ristede og flækkede croissants, lækker røget laks, scrambled æg, sort peber og måske en klat creme fraiche på toppen, mums!

Morgenmads Pizza

image

Vi havde en smule pizzadej tilbage i køleskabet så i morges lavede vi morgensmadspizza og det smagte mums!

Dejen vi brugte var cirka 1/4 af de køberulle-dej man kan få i supermarkedet, jeg havde så bare selv rullet dejen tyndere.

Hvis du selv vil lave dej kan du se min opskrift på pizzadej her. Til en enkelt mindre morgenmadspizza skal du bruge 1/4 del af opskriften.

Start med at smøre tomat sauce på pizzaen. Hvis du mangler en opskrift på tomat sauce kan du finde en lige her. Læg derefter enten kogt skinke, parmaskinke eller bacon oven på tomat saucen. Drys med revet ost og slå forsigtigt dine æg ud oven på pizzaen. Regn med et æg per person. Krydr med salt og peber og bag pizzaen i ovnen med over og undervarme ved 230 grader i 10-15 minutter, så bliver den super sprød!

Parmaskinke muffins med æg og tomat

image Det er ikke første gang jeg har brugt min muffins-form til andre ting end muffins, og jeg har tidligere haft stor succes med mine toast muffins. Denne gang er mine muffins uden brød og lavet kun med parmaskinke, tomat og æg.

Skinkemuffins med æg og tomat – 4 stk

  • 4 skiver parmaskinke
  • 1 stor tomat eller 2 mindre
  • 4 æg
  • Salt + peber
  • Evt. tabasco
  • Muffinform

Start med at smøre fire huller i din muffins-form med lidt smør. Spred herefter et stykke skinke ud i hvert hul. Skinken skal dække bunden og siderne.

Skær tomaten i skiver og læg en skive tomat oven på skinken i hvert hul.

Slå forsigtigt et æg ud i hvert hul oven på tomaten.

Krydr med salt og peber og eventuelt en smule tabasco hvis man er til det.

Bag dine skinkemuffins i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter indtil ægget har sat sig.

Lirk forsigtigt dine muffins ud med en kniv og server med mere tabasco og lidt rucola på toppen.

imageimage

Knækbrød

 

Skønne hjemmebagte knækbrød til den lille sult, morgenmad eller til osten.

Knækbrød

  • 1 dl havregryn
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl græskarkerner
  • 2 dl femkornsblanding (ellers kan du bruge sesamfrø, solsikkekerner mm.)
  • 3,5 dl hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2,5 tsk. salt
  • 2 dl vand
  • 1,25 dl olie

Start med at røre havregryn og mel sammen med dine forskellige  kerner og frø og tilsæt bagepulver og salt. Hæld vand og olie i dejen og rør godt sammen. Dejen skal være meget våd.

Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet og hæld halvdelen af dejen op på papiret. Læg et nyt stykke bagepapir ovenpå og rul dejen ud mellem de to stykker bagepapir.  Læg det hele over på en bageplade og fjern det øverste lag papir. Den anden halvdel af dejen laves på samme måde.

Skær dejen ud i lange firkanter med en pizzaskærer, og bag knækbrødene i ca. 15 min. ved 200 grader til de er gyldne. De er en smule bløde når de kommer ud men bliver hårde når de er kølet af.