Italienske hvidløgsbrød

Nu er det ikke fordi det er specielt svært at lave hvidløgsbrød men selvom det er enkelt er det altså ikke altid at det smager lige vellykket.

Det her er min opskrift og den falder lige i min smag. Det er lidt svært at sætte præcise mål på hvor meget man skal bruge af de forskellige ingredienser da det er lidt af en smagssag og det godt kan være forskelligt fra gang til gang hvor meget hvidløget smager så nedestående er en cirka opkrift – det er altid bedre at smage sig frem :-)

Hvidløgsbrød – 4 stks

4 skiver italiensk brød

100 g blødt smør

1-2 hvidløg (smag dig frem)

1 tsk revet citronskal

1 spsk. revet ost

Ca. 2 spsk. bredbladet persille, hakket

Salt

Hæld alle ingredienserne i en skål og blend dem sammen med en håndblender. Skrab smørret op i en lille skål og stil det i køleskabet indtil du skal bruge det.

Skær fire gode skiver brød og smør dem med hvidløgssmørret. Hvis dit brød er meget blødt kan du eventuelt riste det en anelse først.

Stil hvidløgsbrødene i ovnen hvor de skal have cirka 5-8 minutter, gerne med lidt grill, indtil smørret er helt smeltet og brødet er blevet sprødt.

Mhmmmm…. god mod vampyrer :-)

Græsk salat og feta-brød med spidskommen

Jeg drømmer mig væk fra rusk og regn til Grækenland med solmodne tomater, skønne oliven og feta. En lækker græsk salat med tomat, agurk og oliven serveret sammen med skønne brød med feta. Det er smagen af sommer.

Græsk Salat

3-4 modne tomater (jeg bruger gerne blommetomater)

1/2 agurk, skrællet

1 lille salatløg eller rødløg

En håndfuld mørke oliven

1/2 grøn peberfrugt

1 tsk tørret mynte eller en håndfuld frisk hakket mynte

1 tsk tørret oregano

Havsalt

1/2-1 spsk. hvidvinseddike

3 spsk. olivenolie

ca. 150-200 g feta

Skær løg og tomater i skiver on anret på en tallerken. Skræl agurken og skær den i tynde skiver og skær samtidig peberfrugten i mindre stykker. Tilsæt oliven og drys med mynte og oregano. Hæld hvidvinseddike og olivenolie over salaten og drys med lidt havsalt. Vend det hele sammen og server med feta på toppen.

Feta-brød med spidskommen

Rist et par gode stykker brød og mas fetaen ud over brødet mens det stadig er varmt. Drys med spidskommen frø og en smule god olivenolie. Spis straks.

Friteret Avocado

En lækker side-dish til grillmad, kylling eller andet kød som ikke er så fedt i sig selv. Gerne sammen med en lettere grøn salat og frisk baguette.

Friteret Avocado

Skær avocadoerne i halve og fjern stenen fra midten. Skræl de halve avocados og skær dem i små både som efterfølgende rulles i rasp.

Varm en pande op med olivenolie og steg avocado bådene gyldne og sprøde.

Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle og server straks.

(Friteret Avocado)