Pasta med Chili og Chorizo

Udover at blogge om mad og opskrifter som forhåbentlig kan være til inspiration for andre så bruger jeg også cphfoodie som min egen online opskrift bog hvor jeg gemmer alle de retter som jeg er vild med og som jeg laver igen og igen.

En af mine favorit madbloggere er Nadia som skriver foodfanatic der er fyldt med skønne opskrifter. Jeg har afprøvet en hel del af hendes opskrifter, specielt på pasta, og de sidder altid lige i skabet og gør en glad i maven:-) Denne skønne pasta med chili og chorizo er ingen undtagelse.

Jeg har lavet opskriften præcis efter Nadias anvisniger da det altid giver et superb resultat. Du kan se original opskriften lige her.

Pasta med Chili og Chorizo – 2 personer

  • 250 g pasta
  • Ca. 100 g chorizo
  • ½ rød chilipeber
  • 1 lille løg
  • 3 fed hvidløg
  • Olivenolie
  • ½ tsk. fennikelfrø
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 2 dl fløde
  • Salt og friskkværnet peber
  • friskrevet parmesanost

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

Skær chorizoen i mindre stykker og hak løg, hvidløg og chili fint. Varm en pande op med lidt olie og rist fennikelfrøene, tilsæt chorizo, løg, hvidløg og chili og lad det tage lidt farve. Tilsæt tomatpuré og fløde og rør det hele sammen. Smag til med salt og peber. Hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen ned til pastasaucen. Vend pastaen godt rundt i saucen og server med friskrevet parmesan.

Andre lækre pastaretter:

Risotto ai Funghi

Jeg elsker risotto og så kan det varieres på så mange forskellige måder og med så forskelligt fyld at selvom man starter ud med den samme ‘Risotto Bianco’ så er det ikke til at sige hvor man ender henne.

Gode kende favoritter er selvfølgelig risotto med svampe, skaldyr eller artiskok men man kan også sagtens lave risotto med tomat og basilikum, ærter og grønne asparges eller andre rest grøntsager. Kun fantasien sætter grænsen.

Min favorit er  ‘Risotto ai Funghi’ og det skal være med en smule tørrede svampe samt friske brune markchampignon, mums ♥

Risotto ai Funghi – 2 personer

1 lille løg, hakket

1-2 fed hvidløg, hakket (kan udelade)

1 bakke brune markchampignon

En lille håndfuld tørrede svampe

150 g gode risottoris

ca. 1 liter grønsagsbouillon

1 stort glas hvidvin

1 stor håndfuld revet parmesan

Salt + friskkværnet sort peber

Start med at ligge de tørrede svampe i vand så de er klar til brug. Skær herefter de brune markchampignon i skiver og stil dem til side indtil de skal bruges.

Brun løg og hvidløg i lidt smør eller olie i en dyb pande eller gryde og tilsæt risene. Rør det hele rundt i godt et minut og tilsæt herefter hvidvin og lidt salt. Skru ned for varmen og hæld lidt af grønsagsbouillonen ved, læg låg på og lad nu risene absorbere alt væden mens du rører rundt med jævne mellemrum.

Når næsten alt grønsagsbouillonen er væk hældes lidt mere på og efter et par minutter lidt mere igen. Forsæt indtil risene er møre men stadig har lidt bid (al dente) – det tager cirka 15-20 minutter. Lad risene stå at trække et par minutter med låg på når de er færdige.

Mens risene trækker, brunes både de tørrede og almindelige brune champignon på en pande. Når de er færdige røres først parmesan osten og herefter champignonerne sammen med risotten. Drys med mere parmesan på toppen samt salt og peber. Server straks.


Spaghetti Danese

Dette er en dansk version af min Spaghetti alla Gricia lavet med Vesterhavsost og dansk bacon fra Slagter Stig i Stege. Saucen bliver en anelse mere cremet med denne ost end med normal pecorino.

Spaghetti Danese – 2 personer

250 g spaghetti

Ca. 100 g bacon skåret i rimlig størrelse stykker

Ca. 50 g Vesterhavsost.

en god sjat god olivenolie

Salt + masser af friskkværnet sort peber

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken og hæld vandet fra men gem lidt af kogevandet i en kop.

Steg baconen sprød på en pande og vend den i den friskkogte spaghetti sammen med revet Vesterhavsost, olivenolie og masser af salt og sort peber. Tilsæt eventuelt lidt af kogevandet hvis retten virker meget fed. Server med det samme.

Spaghetti bolognese

Enkelt, nemt og lækkert med friske krydderurter fra haven. En hurtig spaghetti bolognese når man ikke lige har flere timer til at koge en sublim ragout.

Spaghetti bolognese – 4 personer

500 g spaghetti

500 g hakket oksekød

2 løg, hakket

2-3 fed hvidløg

1 gulerod

3 spsk tomatkoncentrat

En god sjat rødvin

1 dåse flåede tomater

Ca. 1 dl vand

En håndfuld frisk timian og oregano

1 laurbær

En knivspids tørret chili

Salt og peber

Kog spaghettien i saltet vand efter anvisningen på parken. Det tager ca. 8-10 minutter.

Hak løg og hvidløg og brun dem i en gryde. Når de har taget farve tilsættes hakket oksekød. Brun kødet og tilsæt gulerod. Tilsæt herefter tomatkoncentrat og rødvin – lad det brænde lidt af i gryden. Tilsæt herefter de flåede tomater, fyld herefter tomatdåsen halvt op med vand og hæld det over kødet. Tilsæt laurbær blad, oregano og timian samt en knivspids tørret chili. Lad herefter bolognesen stå og simre i 10-15 minutter. Smag til med salt og peber og server den med spaghetti.